Velkommen til Østerlars Sport.

Østerlars Sport er en forening med rødder tilbage til 1870.
Det hele startede med en skydeforening ved navn 9. kreds Østerlars. Hertil kom der senere gymnastik, håndbold, atletik, volleyball og badminton.
Der var i lang tid blevet spillet fodbold i Østerlars og i 1933 blev ØB (Østerlars Boldklub) stiftet.
Foreningerne arbejdede godt sammen, og i 1968 blev det til en sammenslutning mellem de to foreninger, som blev til ØB 9. kreds.

Der er blevet dyrket meget idræt op gennem årene, med svingende tilslutning. Skolen blev brugt flittigt til vinterens aktiviteter i gymnastiksalen og i skydekælderen.
Da Mosaikskolen lukkede i juni 2015, var vi i foreningen meget bekymrede om vores fremtid, da vi er afhængige af, at kunne bruge gymnastiksalen, skydekælderen og badefaciliteterne. En arbejdsgruppe blev lavet i Østerlars med henblik på, hvad skolens lokaler kunne bruges til. Og i februar 2016 blev dørene åbnet til Multihuset. Dette har givet os muligheden for at fortsætte med vores aktiviteter indendørs i vinterhalvåret.
Det var også i februar 2016, at ØB 9. kreds skiftede navn. Der havde længe været tale om noget mere moderne og ved generalforsamlingen blev det vedtaget at foreningen fremover skulle hedde Østerlars Sport.
I dag er Østerlars Sport så en forening med aktiviteterne atletik, fodbold, gymnastik og skydning.
Vi har et festudvalg, som sørger for den årlige komedie i marts måned. Vi har det årlige loppemarked i juli, og er aktive omkring arrangementer i Gudhjem, såsom Skt. Hans og Halloween.
Vi er åbne for nye ting og tager gerne imod opfordringer til nye idrætsaktiviteter og arrangementer.
Samarbejdet med Multihuset kører fint og er en god grobund for fremtiden i Østerlars Sport.